Archive for the ‘Rejser’ Category

PostHeaderIcon Cancun – Dag 4

Vores første dag i Cancun. Vi havde fået et værelse, der lå blandt vel omkring 10% af alle værelser, der ikke havde udsigt over pool-området. Derfor spurgte vi, inden morgenmaden, om det var muligt at flytte til et værelse med den gode udsigt. Det var ikke noget problem – blot skulle vi dels rømme vore oprindelige værelse, dels vente på at det nye værelse blev rengjort. Det betød, at vi havde fem timer fra kl. 10 til kl. 15, hvor hotellet havde vores bagage og vi sad og ventede ved poolen mens ungerne badede.

Vi fik en overdådig morgenmad i buffet’en, hvor der var alt hvad hjertet begærer. Sille og Mark fik omeletter mens Molly nød varm chokolade og pandekager ad libitum.

Ved poolområdet er der åben bar fra kl. 10 og snacks i form af burgere, hotdogs, nuggets og nachos når somhelst man måtte ønske det. Dette er naturligvis udover selve frokostbuffet’en, der åbner i restauranten ved middagstid. Desuden er der “cook to order” kinesisk grill og sushi-bar.

Lige nu er kl. 16.15 og vi er rykket ind i vores nye værelse med en bedre udsigt. Ungerne er lige blevet smurt ind i solcreme og er løbet ned i poolen igen – alene.

PostHeaderIcon Mexico City – Dag 3

Sidste dag i Mexico City.

Vi startede med at gå ned og se en udgravning, der blev fundet i forbindelse med noget istandsættelse i byen. Det var relativt dyrt at komme ind, så vi nøjedes med det, vi kunne se udefra.

Morgenmaden blev indtaget på Sanborn’s, der er en berømt restaurantkæde i Mexico. Selve restauranten er udvidet med salg af tøj, ure, kager m.m. Måltidet var glimrende og blev suppleret med nogen frisklavede juicer.

Meget af dagen gik med afslapning inden en tidlig aftensmad blev indtaget på vores “stamsted” Vips men der blev dog også tid til at besøge det, der må være en af verdens største og billigste bagerbutikker. Vi købte otte kager for i alt 20,-. Kagerne var så som så i kvalitet men blot det at udvælge dem blandt så mange kager var alle pengene værd.

Rejsen inkluderede transport fra vores hotel i Mexico City til lufthavnen og vi blev afhentet kl. 19. Det betød godt to timers ventetid i lufthavnen inden flyet afgik. Turen til Cancun gik fint omend vi var noget trætte, da vi kom frem. Vi landede omkring 00.30 og da var der ikke flere offentlige taxaer. Vi blev (naturligvis) shanghaiet af en lokal, der tilbød os at køre os til hotellet for 500 pesos. Vi var de sidste gæster, der checkede ind den dag på Crown Paradise Club og vi lå i vores senge omkring 02.15.

PostHeaderIcon Mexico City – Dag 2

Godmorgen! Klokken er snart 5 om morgenen her i Mexico og vi har været vågne en times tid. Vækket af den forfærdelige danske familie i naboværelset.

I dag skal vi på udflugt til Teotihuacán og Nuestra Señora de Guadalupe (Den Hellige Jomfru af Guadalupes Basilika). Mere om det senere – når dagen begynder rigtigt.

Vi blev afhentet lidt over ni i receptionen af vores guide Marco og skulle på tur med fire utroligt søde canadiere og et par fra Costa Rica. Planen var umiddelbart at tage til basilikaen og derefter til pyramiderne i Teotihuacán. Det viste sig dog, at vi først gjorde holdt ved Plaza de las Tres Culturas (De Tre Kultures Plads), hvor vi så nogen ruiner og et tidligere udenrigsministerium. Vi kørte herefter videre til en sølvsmed, hvor vi bl.a. så hvordan sølvsmeden kunne lave indgraveringer i metal. Selve udskæringen var ganske imponerende og har givetvis krævet mange års erfaring. Sille fik to par øreringe og mor et vedhæng med den Aztekiske kalender.

Herefter gik turen endelig til kirken med basilikaen. Hele området var utroligt flot og meget interessant. Der var adskillige kapeller bygget på et bjerg. Selve kirken var enorm og i midten hang så det billede af Den Hellige Jomfru, der er det mest hellige symbol for alle mexicanske katolikker.

Nu var forventningen at næste stop var pyramiderne, men det viste sig at vi skulle forbi en kombineret stenhugger/tequilafabrik. Her så vi nogen ganske imponerende stenudskæringer og smagte dels ren tequila, men fik også demonstreret hvordan man af en kaktus kan udvinde både papir, fibre til tøjfremstilling samt en primitiv nål og tråd.

Så kom vi til pyramiderne. Vi havde mulighed for både at bestige Solens og Månens pyramide men det var kun Solens, hvor man kunne komme helt op til toppen. Det var en hård omgang af en masse trapper, men alle klarede det – selv Mark, der jo døjer med ondt i foden. Området var flot og der var masser af udgravninger og vægmalerier.

Sidste stop på turen (der nu var godt to timer forsinket) var “frokost” kl. ca. 16.30 på en nærliggende restaurant. Menuen bestod af små skåle med en blanding af okse- og kylligekød, stegt kaktus og skriggrøn chorizo. Dertil var der små tortillas og en stærk sovs. Det smagte dejligt, men var temmeligt dyrt (ca. 1000 pesos = 500 kr. for tre kuverter til os fem til deling).

Endelige hjemme på hotellet igen, 2½ time senere end annonceret, væltede vi omkuld på vores senge i ½ times tid. Vi gik ud og tog en taxa til Plaza Garibaldi, der er en sjov plads fyldt med mariachi bands, man kunne hyre til at spille et nummer eller to. Vi gik lidt rundt og hørte musikken inden vi tog en taxa tilbage til hotellet igen. Den første taxa vi prajede, havde ikke taxameter og ville have 100 pesos for turen. Vi takkede nej og fandt en, der kørte efter taxameter. Der blev prisen for turen under 20 pesos! (100 pesos = 50 kr) Vi gik til slut ud og fandt en is til dessert.

PostHeaderIcon Mexico City – Dag 1

Vi er nu vel ankommet til Mexico City og noget af den første dag er ved at være gået.

Turen var, som forventet, lang men gik fint. På turen fra Amsterdam til Mexico City havde vi booket sæder hjemmefra og kunne ikke få pladser på to rækker bag hinanden men kun med en række imellem os. Det lavede en af stewardesserne dog om på ved at flytte om på to rækker. Fin service fra KLM.

Ved ankomsten til Mexico City gik det gnidningsfrit at få vores bagage. Det var først ved den allersidste kontrol inden udgangen det gik galt. En repræsentant fra familien skulle trykke på en knap, der tilfældigt skulle afgøre om bagagen skulle undersøges. Mor trykkede og lampen lyste rødt 🙁 Alle kufferter og tasker skulle herefter åbnes og kontrolleres. Det gik dog uden problemer.

Så var vi igennem tolden og inde i landet. Her skulle vi hentes af en chauffør og han kom efter ca. 10 minutter. Turen til hotellet tog ca. ½ time og vi delte minibussen med en anden dansk familie, der skulle bo samme sted. Vores værelse vender ud mod Zocaloen og vi har en storslået udsigt.

Efter at have sovet en noget urolig søvn på en blanding af hårde og meget hårde madresser var vi alle vågne ved sekstiden. Morgenmaden indtog vi på hotellet med en fantastisk udsigt over Zocaloen, der svarer til Rådhuspladsen i København. Efter morgenmaden skulle vi børste tænder og her opstod en mindre krise da far tabte sit tandbørstehoved i afløbet. Der lød et lille “plask” og så var det væk. Vi har derfor købt tandbørster til alle, da det tyder på, at de 110 volt de har her ikke er nok til at lade vores tandbørste op.

Dagen i dag er gået med at se Plaza Santo Domingo, Alameda parken, være på Mercado de la Merced (marked). Vi tog en taqxa tilbage fra markedet til hotellet. En tur, der i Danmark ville koste mindst 100,- Her kostede det 20,36 pesos svarende til ca. 10,-.  Frokosten har vi netop indtaget på Restaurant Vips, der serverer store burgere.

Om eftermiddagen var mor og Sille på shoppingtur, hvor de bl.a. kørte i cykeltaxi.

PostHeaderIcon Canada/USA dag 23: San Francisco

Dagen har været feriens sidste og i morgen drager vi hjemad.

Efter en dejlig løbetur for mor og far langs molerne ned til Bay Bridge, startede vi (traditionen tro) på IHOP med morgenmad. Herefter vi kørte ud for at finde det bedste sted at se Golden Gate. Vi kom igennem Presidio, som er en gammel kaserne i udkanten af San Francisco. Det viste sig at være mere end besværligt at finde et godt udsigtspunkt men vi fik da set broen.

Herfra kørte vi over Golden Gate til Muir Woods, der er en skov med masser af Redwood og Sequoia. Disse er nogen helt enorme træer og blandt andet hang der en skive af et gammelt træ, der da det faldt i 1930 var 1021 år gammelt.

Fra Muir Woods kørte vi ind til Lombard St. midt i San Francisco. Det er en lang gade, der udmærker sig ved på midten at have en række meget smalle og skarpe hårnålesving. Vi tog turen ned af vejen og slap helskindet igennem.

Aftenen bød på feriens sidste smule shopping og turens sidste måltid blev indtaget på Olive Garden.

PostHeaderIcon Canada/USA dag 22: San Francisco

“Break the rules, you go to prison. Break the prison rules, you go to Alcatraz.”

I dag har vi været på Alcatraz. Efter endnu en morgenmad på IHOP gik vi ned med til Pier 33 med vores billetter vi havde bestilt, betalt og skrevet ud hjemmefra. Vi ankom tyve minutter før afgang og gik direkte ind i rækken af gæster. Dejligt nemt. Turen er kort fra havnen til øen (som har lagt navn til fængslet: Havfuglenes ø. La Isla de los Alcatraces). Vi fik set fængslet, cellerne, biblioteket, gården og alt hvad der hører sig til.

Da vi kom tilbag til Pier 33 gik vi op til det lokale Safeway for at familien kunne få de cupcakes, de havde set i går. På vejen kom vi forbi en negleforretning og som på et par tidligere ferier fik pigerne ordnet negle.

Her til eftermiddag kørte vi en tur i Hilltop Mall, hvor der bl.a. er en Cinnabon. Det havde vi stadig til gode. Men inden vi nåede så langt faldt pigerne over en butik med øreringe hvilket resulterede i indkøbet af 49 par ørestikker.

PostHeaderIcon Canada/USA dag 21: San Francisco

I dag har været en sjov dag. Efter en noget urolig nat pga. de sparsomme sovepladser gik vi på IHOP og spiste morgenmad. Det var dog kun mor, der fik pandekager.

Efter morgenmaden tog vi en gammeldags sporvogn fra havnen til Union Square. Det var en sjov tur, der gik op og ned i San Franciscos stejle gader. Vi var heldig at få en udendørs plads så vi rigtig kunne nyde atmosfæren. På Union Square ligger alle de fine butikker og vi fik handlet lidt.

Vi gik tilbage mod havnen og på turen kom vi igennem både China Town og Little Italy. Det var sjovt at se hvordan alle butikker som ved et trylleslag skiftede fra kinesiske til italienske blot ved at krydse en gade.

Vel hjemme tog vi mad fra Johnny Rockets med op på vores nye større værelse og spiste det der. Dernæst var børnene en tur i poolen og her til aften har vi været en tur i Safeway (det lokale supermarked), hvor vi fik en kage og vi sluttede aftenen af på Pier 39 blandt alle molens butikker.

PostHeaderIcon Canada/USA dag 20: Los Angeles til San Francisco

Turens længste køretur fandt sted i dag. Godt 600 km fra Los Angeles til San Francisco. Og igen var børnene helt fuldstændig eksemplariske. Vi gjorde et par stop undervejs for at tanke både benzin og slik. Da vi nærmede os SF skulle vi over Bay Bridge og det viste sig næsten at være turens største prøvelse. Selv på en søndag eftermiddag var der en enorm kø for at komme igennem betalingsanlæggets vel omkring 20 sluser. Det tog nok i omegnen af en time alene at passere betalingsanlægget. Da vi nåede frem til hotellet, havde hotellet ikke registreret, at vi havde tre børn med (selv om det stod i den bekræftelsesmail vi havde modtaget). Det betyder at den første aften skal vi sove i et værelse med kun en enkelt king size seng og en roll-away (en ektra opredning). Der skal altså ligge fire  personer i den store seng. Udover at hotellet havde kludret i antallet af personer havde vi selv, under bookingen, kludret i det idet vi havde markeret, at vi ønskede prisen for seniore (over 60). Det sagde de heldigvis ikke noget til og i morgen og de resterende tre dage får vi et andet værelse med to dobbeltsenge og en ekstra opredning.

PostHeaderIcon Canada/USA dag 19: Los Angeles

I dag har vi kørt rundt i Englenes by og har set et par af det vi anså for de vigtigste sites: Vi startede med at køre hjemmefra mod det berømte Hollywood skilt. Vi havde læst os til, på nettet, hvor det bedste udsigtspunkt var. Det viste sig at være et godt stykke oppe af nogle ret snoede bjergveje. Vi fandt derop og det var et rigtig fint sted. På vej derop passerede vi en række små huse, der alle var bygget på bjerget med det formål at få den flotte udsigt. En amerikansk dame og hvad vi formoder er hendes østriske barnebarn fortalte os, at hvert lille hus kostede i hvert fald 1 mio. dollars, så det var et fint område.

Efter skiltet kørte vi ned og så Graumans Chinese Theater og nogen af de stjerne, der er lagt i Hollywood Walk of Fame. Kort herfra lå Beverly Hills og Bel Air, som vi kørte igennem. Det er altså nogle store huse, der ligger her.

Fra Berverly Hills kørte vi til Santa Monica Pier. Det er en mole i Santa Monica, hvor der er en masse liv. Her er gøglere og musikanter og midt på molen er der et lille tivoli. Mark var så heldig/dygtig at vinde en slange i en af boderne. Der er naturligvis også en strand og her præsterede Molly og Mark (naturligvis fristes man til at sige) at blive fanget af en stor bølge og blev godt våde 🙂

PostHeaderIcon Canada/USA dag 18: Las Vegas til Los Angeles

Så er vi ankommet til Santa Monica i Los Angeles. Turen er gået uden problemer og med kun en enkelt detour på motorvejen. Men vejnettet er altså også kompliceret.

Mere følger

Søg
My Account

Kategorier