PostHeaderIcon Mexico City – Dag 2

Godmorgen! Klokken er snart 5 om morgenen her i Mexico og vi har været vågne en times tid. Vækket af den forfærdelige danske familie i naboværelset.

I dag skal vi på udflugt til Teotihuacán og Nuestra Señora de Guadalupe (Den Hellige Jomfru af Guadalupes Basilika). Mere om det senere – når dagen begynder rigtigt.

Vi blev afhentet lidt over ni i receptionen af vores guide Marco og skulle på tur med fire utroligt søde canadiere og et par fra Costa Rica. Planen var umiddelbart at tage til basilikaen og derefter til pyramiderne i Teotihuacán. Det viste sig dog, at vi først gjorde holdt ved Plaza de las Tres Culturas (De Tre Kultures Plads), hvor vi så nogen ruiner og et tidligere udenrigsministerium. Vi kørte herefter videre til en sølvsmed, hvor vi bl.a. så hvordan sølvsmeden kunne lave indgraveringer i metal. Selve udskæringen var ganske imponerende og har givetvis krævet mange års erfaring. Sille fik to par øreringe og mor et vedhæng med den Aztekiske kalender.

Herefter gik turen endelig til kirken med basilikaen. Hele området var utroligt flot og meget interessant. Der var adskillige kapeller bygget på et bjerg. Selve kirken var enorm og i midten hang så det billede af Den Hellige Jomfru, der er det mest hellige symbol for alle mexicanske katolikker.

Nu var forventningen at næste stop var pyramiderne, men det viste sig at vi skulle forbi en kombineret stenhugger/tequilafabrik. Her så vi nogen ganske imponerende stenudskæringer og smagte dels ren tequila, men fik også demonstreret hvordan man af en kaktus kan udvinde både papir, fibre til tøjfremstilling samt en primitiv nål og tråd.

Så kom vi til pyramiderne. Vi havde mulighed for både at bestige Solens og Månens pyramide men det var kun Solens, hvor man kunne komme helt op til toppen. Det var en hård omgang af en masse trapper, men alle klarede det – selv Mark, der jo døjer med ondt i foden. Området var flot og der var masser af udgravninger og vægmalerier.

Sidste stop på turen (der nu var godt to timer forsinket) var “frokost” kl. ca. 16.30 på en nærliggende restaurant. Menuen bestod af små skåle med en blanding af okse- og kylligekød, stegt kaktus og skriggrøn chorizo. Dertil var der små tortillas og en stærk sovs. Det smagte dejligt, men var temmeligt dyrt (ca. 1000 pesos = 500 kr. for tre kuverter til os fem til deling).

Endelige hjemme på hotellet igen, 2½ time senere end annonceret, væltede vi omkuld på vores senge i ½ times tid. Vi gik ud og tog en taxa til Plaza Garibaldi, der er en sjov plads fyldt med mariachi bands, man kunne hyre til at spille et nummer eller to. Vi gik lidt rundt og hørte musikken inden vi tog en taxa tilbage til hotellet igen. Den første taxa vi prajede, havde ikke taxameter og ville have 100 pesos for turen. Vi takkede nej og fandt en, der kørte efter taxameter. Der blev prisen for turen under 20 pesos! (100 pesos = 50 kr) Vi gik til slut ud og fandt en is til dessert.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Søg
My Account

Kategorier