PostHeaderIcon Canada/USA dag 16: Las Vegas

Endnu en dag i Las Vegas og endnu flere hoteller. I dag har vi været inde på Venetian som ligner Venedig med både indendørs og udendørs gondolsejladser. Desuden har vi set Palazzo og Wynn.

Vi startede dog dagen med at sove så længe at det første vi gjorde var at gå ned til det lokale mall Fashion Show Mall, hvor vi spiste frokost og kiggede på butikker. Afstandene er ret store så selv om et kort over byen viser at fx indkøbscenteret ligger lige over vejen og så to hoteller til højre, kan det snildt tage ½ time eller mere at gå den afstand.

Aftensmaden spiste vi på Wynn, der har en buffet, der sidste år blev kåret til den bedste på kloden. Den var da også ganske imponerende men en hurtig rundspørge blandt danskerne ved vores bord viste at de ville foretrække buffeten fra den første aften på vores eget hotel. Prismæssigt ligger Wynn i den øvre ende: 35 USD pr. person med Molly som eneste undtagelse. For Sille og Mark, der mest spiser pasta og pizza er det en pæn pris.

Børnene har fået badet i poolen så alle er blevet tilgodeset.

This post was read 2 times until now

PostHeaderIcon Canada/USA dag 15: Las Vegas

Morgenmaden i dag blev indtaget på Caesars Palace. Vi stillede os i kø omkring kl. 10 og fik anvist et bord lidt over halv elleve. Buffeten bød på alt, hvad man kan tænke sig og da klokken nærmede sig 11 begyndte de at skifte morgenmaden ud med frokostretter. Så vi fik lidt fra begge buffet’er.

Dagen er gået med at gå rundt og se forskellige af de store hoteller: Caesars Palace, Luxor, Bellagio, Excalibur, MGM (hvor vi så løverne), Mirage… Der er masser at se på for børnene og det er rart at være i en større by efter mange dage i naturparker og små byer. Selv om vi er ankommet på en mandag, som er den lavest besatte dag i Las Vegas, er der utroligt mange mennesker overalt.

Aftensmaden spiste vi på Paris, som også er omfattet af vores buffetordning. Buffet’en her var dog ikke nær så god som i går på Flamingo.

This post was read 3 times until now

PostHeaderIcon Canada/USA dag 14: Kanab, UT til Las Vegas via Zion Natl. Park

Endnu en dag, endnu en nationalpark.

Vores motel i Kanab viste sig at have tæt ved den bedste morgenmad, vi har fået på denne tur. Også selv om vi næsten kom for sent, da vi roder lidt rundt i tidszonerne. Kanab er på Mountain Standard Time, som ikke benytter sommertid.

Vi kom hurtigere til Zion National Park end forventet, hvilket jo altid er dejligt. Vi parkerede bilen og tog parkens shuttlebus rundt i parken. Vi stod af ved et stop, hvor vi gik op af en lille sti til et plateau, hvor vandet dryppede ned gennem klipperne. Pga. af vandet er Zion noget mere frodig end Grand Canyon. En anden forskel på at se Grand Canyon og Zion er, at hvor man i Grand Canyon står oppe og kigger ned, kører man i Zion rundt nede i kløften og kigger op.

Efter Zion kørte vi mod Las Vegas, hvor vi skal bo fire nætter på hotel Flamingo. Det bliver dejligt ikke at skulle køre langt i nogle dage. Vi nærmer os nu at have kørt knap 2.000 miles (3.200 km) siden vi kom til USA. Vi har købt et 24 timers buffet-kort, der gælder på syv forskellige hoteller, så nu er det bare med at spise igennem.

This post was read 6 times until now

PostHeaderIcon Canada/USA dag 13: Flagstaff, AZ til Kanab, UT via Grand Canyon

I dag har vi set Grand Canyon. Det er ganske storslået. Selv om et par timer i Grand Canyon kun giver et lille billede af, hvor stor denne kløft er, er det helt fantastisk.

Vi slap væk fra det skrækkelige motel i Flagstaff, AZ, hvor morgenmaden blev serveret i receptionen. Derfra kørte vi til Grand Canyon og på vej videre mod en lille by ved navn Kanab i staten Utah gik der en hjort af en eller anden slags lige forbi bilen.

Vi fandt uden problemer vores motel i Kanab og det viste sig at være meget bedre og mere lækkert end det vi kom fra. Dejligt.

This post was read 1 times until now

PostHeaderIcon Canada/USA dag 12: Tucson til Flagstaff via Sedona

Da vi i går i “kaktusparken” snakkede med en af de ansatte park rangers, fortalte han, at hvis vi skulle til Flagstaff burde vi køre over Sedona, hvor der findes noget, der hedder Slide Rock State Park. Det råd valgte vi at følge og det viste sig at være rigtig godt. Parken bestod af en række små vandfald hvor de badende kunne lade sig skylle med. Ungerne var vilde med det. Der var et enkelt sted hvor man kunne springe ud fra en klippe og ned i vandet. Mark var frygtløs og gjorde det uden at blinke. Og han var ret stolt over det. Fra vandparken kørte vi videre til Flagstaff hvor vi havde booket os ind på Econo Lodge, der viste sig at være det ringeste motel vi har boet på til dato.

Aftenen i Flagstaff blev for en stor dels vedkommende brugt på en lokal lægeklinik da Molly havde brokket sig over at det gjorde ondt når hun tissede. Det viste sig at være blærebetændelse og vi har fået noget medicin, der gerne skulle hjælpe.

This post was read 2 times until now

Søg
My Account
Kategorier
Sille...
...blev født for 11 år og 9 dage siden.
Mark...
...blev født for 9 år og 16 dage siden.
Molly...
...blev født for 7 år, 6 måneder, og 25 dage siden.