Canada/USA dag 22: San Francisco
“Break the rules, you go to prison. Break the prison rules, you go to Alcatraz.”
I dag har vi været på Alcatraz. Efter endnu en morgenmad på IHOP gik vi ned med til Pier 33 med vores billetter vi havde bestilt, betalt og skrevet ud hjemmefra. Vi ankom tyve minutter før afgang og gik direkte ind i rækken af gæster. Dejligt nemt. Turen er kort fra havnen til øen (som har lagt navn til fængslet: Havfuglenes ø. La Isla de los Alcatraces). Vi fik set fængslet, cellerne, biblioteket, gården og alt hvad der hører sig til.
Da vi kom tilbag til Pier 33 gik vi op til det lokale Safeway for at familien kunne få de cupcakes, de havde set i går. På vejen kom vi forbi en negleforretning og som på et par tidligere ferier fik pigerne ordnet negle.
Her til eftermiddag kørte vi en tur i Hilltop Mall, hvor der bl.a. er en Cinnabon. Det havde vi stadig til gode. Men inden vi nåede så langt faldt pigerne over en butik med øreringe hvilket resulterede i indkøbet af 49 par ørestikker.