Archive for the ‘Familien’ Category
Dagen I dag har været temmelig stille og rolig. Efter morgenmaden tog vi en taxi til et shoppingcenter, hvor den absolutte topprioritet var at finde en pengeautomat, hvor vi kunne hæve lidt flere kontanter.
I centeret fik alle pigerne manicure og pedicure mens drengene cruisede rundt i Toys”R”Us og kiggede på Spiderman og Transformers.
Vel hjemme på hotellet igen tog vi badetøj på og Molly og far gjorde klar til at komme en tur op med faldskærmen. Starten gik nogenlunde kun en mindre hudafskrabning, landingen gik fint. Begge nød den alt for korte tur. Lige inden det var vores tur var der en arabisk kvinde i burka, der missede landingen og blev droppet i vandet.
Her til aften har vi været på aftenmarked og fået lidt aftensmad på en lokal restaurant. Sandwich til Sille og Mark, spaghetti til Molly og noget lokalt til mor og far. Inkl. drikkevarer og drikkepenge ca. 100,- danske kroner.
Molly og mor tog en tur med trishaw en trehjulet cykel med “chauffør” og påmonteret sofa foran. Molly var som altid genstand for mange vink og tilråb.
Tour de Penang (eller den berygtede durian)
I dag onsdag er det vores bryllupsdag! Vi har været gift i ni år. I skrivende stund er klokken 22 lokal tid hvilket svarer til kl. 16 i Danmark præcis tidspunktet for vores bryllup.
Efter endnu en fantastisk morgenbuffet ringede vi til en taxichauffør vi havde kørt med tidligere. Han havde tilbudt at være lokal turguide for RM 25 i timen (knap dkr. 50,-). Han havde dog ikke selv tid men sendte i stedet sin søn, der viste sig at være en glimrende guide.
Vi kørte først til Craft Batik, en lokal batik fabrik, hvor vi så hvordan håndmalet stof blev fremstillet. Et imponerende stykke håndarbejde, der forgår ved at et mønster males med voks på et hvidt stykke stof. Herefter males de enkelte farver og voksen sørger for at farverne ikke løber ud og blander sig med hinanden. Sluttelig koges stoffet så voksen kommer ud og stoffet er klar til syning.
Herefter kørte vi til et vandfald ved navn Titi Kerawang, hvor børnene fik mulighed for at bade. Mark var uheldig at falde i inden han fik badebukser på så han svømmede rundt i sine shorts. Vandet var dejlig køligt og vi nød at sidde og kigge på ungerne more sig. Ved samme stop var der en lokal frugtbod hvor vi endelige fik taget os sammen til at smage “frugternes konge”: Den berygtede durian. En durian er en frugt, på størrelse med en hånd, der lugter ganske forfærdeligt når den skæres op den lugter så meget, at det er forbudt at tage den med ind på stort set alle hoteller. Men smages skulle den og det var kun far, der syntes om den. Alle, der smagte den havde dog glæde at den resten af dagen…
Efter Titi Kerawang kørte vi til et af asiens største kinesiske buddhisttempler: Kek Lok Si. Det var et ganske imponerende tempel med masser af buddhaer, drager og røgelsespinde.
Her til aften har vi været på aftenmarked lige uden for hotellet. Molly har købt den klassiske dukke med dukker inden i og Mark har købt endnu flere Yu-Gi-Oh kort en slags spillekort til et rollespil.
Nu er det ved at være sengetid og som altid, er det til lyden af havets brusen da stranden ligger lige uden for hotellet.
En dag ved poolen
Modsat i går er der i dag ikke det store at berette. Dagen i dag er gået med at spise morgenmad, ligge ved poolen, pigerne fik en ridetur og mor og Mark en parasailingtur.
Morgenmaden var akkurat ligeså overdådig som vi på forhånd havde læst og levede til fulde op til vores forventninger. Bl.a. kunne man vælge mellem seks forskellige slags frugter og grøntsager som så blev lavet til saft mens man ventede.
Efter morgenmaden lagde vi os ned til poolen og her blev vi liggende fra kl. 11 til ca. 16. Der blev bestilt cocktails og frokost og ungerne rutchede og svømmede det bedste de havde lært. Selv Molly kan klare rutchebanen med badevinger og badering. Selv om solen ikke bager hele tiden er det alligevel lykkedes os alle at blive røde. Nogen mere end andre men mor og far tager prisen som de mest lyserøde.
Om eftermiddagen gik vi en tur på stranden dvs. Lige uden for hotellets område og her fik begge piger en lang ridetur på en stor hest, imens mor og Mark gjorde sig klar til at parasail”e. Parasailing er en faldskærm, der bliver trukket efter en motorbåd. Mor var lidt nervøs ved landingen men alt gik glat. Mens pigerne og far ventede var der som sædvanligt nogen, der bad om lov til at tage billeder af Molly hun er det helt store hit blandt alle araberne.
Cameron Highlands og Penang
Efter to dage uden internetforbindelse er det nu tid til en større opdatering…
Tiden nærmede sig, hvor vi skulle forlade Kuala Lumpur (KL) for at tage videre mod det malaysiske højland, nærmere bestemt Cameron Highlands. Det er et område, hvor der overvejende dyrkes the, grøntsager, jordbær og blomster. Mere om det senere. På vejen skulle vi se Batu Caves.
For at forberede turen til Cameron Highlands havde vi hjemmefra fundet 2-3 hoteller vi ville foretrække at bo på, og da det første på listen viste sig at være fuldt booket, valgte vi at bede portieren på hotellet i KL hjælpe os med at booke et værelse for to nætter i højlandet. Det gik da også fint og vi fik en seddel med hotellets navn (The Heritage Hotel) og et booking nummer.
Vi havde overvejet at leje en bil og selv køre turen fra KL til Camaron Highlands, men efter at have set hvordan malayerne kører, mente vi, det var bedre at tage en taxi. Det betød, at vi fik en privat guide, der tog os med på et par enkelte smutture ud over det planlagte. Det kan klart anbefales at have sin egen guide, da man får meget mere information, end hvis man rejste med en gruppe.
Vi ankom efter knap en halv times kørsel til Batu Caves og gik hele vejen op af de 272 trin, der er til toppen og indgangen til grotten. Trappen befolkes udover af turister og troende, også af aber, som der advares imod. De kan efter sigende være ret frække og stjæle de besøgenes snacks. På toppen solgtes det sædvanlige tingel-tangel til turister tillige med store flasker olie. Det lignede madolie, men viste sig senere at være bedeolie. Noget de bedende bruger til at tænde små lys med.
Inden vi skulle ned af alle trinene igen, var der en fyr med en stor øgle som man mod betaling naturligvis kunne få lov til at holde og blive fotograferet med. Efter lidt overtalelse indviligede familiens lille supermand, Mark, i at posere med øglen. Det gik da også fint indtil øglen skulle tilbage til sin “far”. Der fik den fat med en af sine klør i Marks t-shirt og fik revet et pænt hul i det ene ærme. Mark var i sagens natur noget forskrækket, men da han fik det lidt på afstand, syntes han egentlig det var lidt sejt at have en t-shirt, hvor en øgle havde revet hul på det ene ærme.
Efter Batu Caves kørte guiden os af smalle snoede bjergveje til et flot vandfald, der lå på vejen op i højlandet. Ungerne fik lov til at dyppe fødderne og efter vandfaldet købte vi to poser friturestegte bananer samt en anden frugt af ubestemmelig herkomst. Endvidere fik vi en lille klase “rigtige” bananer. Det smagte altsammen dejligt og kostede næsten ingenting.
Næste stop var vores hotel troede vi. Det viste sig, at The Heritage Hotel ikke kendte noget til vores bookingnummer vores startede med 3 deres startede altid med 1… Da blev vi noget urolige, men hotellet var flinke til at ringe dels til andre hoteller i området for at høre om de kendte noget til vores booking, dels til vores hotel i KL for at se, om de havde mere information. Da der ikke var bid nogen steder, hjalp de med at finde et værelse til os på et andet hotel, Century Pines Resort. Det viste sig at være held i uheld, da det nye hotel lå væsentlig bedre end de hoteller, vi egentlig havde stående på vores liste over foretrukne. Værelset var i to niveauer, hvor ungerne kunne sove ovenpå og vi kunne sidde nedenunder. Der var to badeværelser og 2 x video+dvd.
Vel ankommet til vores nye hotel i byen Tanah Rata, var vi heldige at få fat i en folder med mulige udflugter. Vi tilmeldte os en udflugt til den følgende dag, hvor vi bl.a. skulle se en sommerfuglefarm, en jordbærplantage, en the-plantage og fabrik (BOH Te), en kaktusdal og en plantage med honningbier.
En af de mest interessante var ubetinget sommerfugle-farmen, da den kunne byde på væsentligt mere end blot sommerfugle. Se bare på billederne. De havde bl.a. en græshoppe, der kunne”synge” helt ufatteligt højt. Det kan vel nærmest sammenlignes med en skralde. Igen kom machomanden op i Mark, der velvilligt poserede med alskens underlige dyr.
Efter en utroligt begivenhedsrig dag slappede vi af på hotellet inden vi om aftenen tog ud for at spise. Om eftermiddagen havde vi haft besøg på hotellet af Vanoud en bekendt af den chauffør, der havde kørt os op i højlandet. Vanoud tilbød at køre os til Penang den følgende dag og kunne samtidig anbefale en indisk restaurant i byen, hvor vi boede.
Om eftermiddagen gik vi en lille smuttur ud i junglen for at se endnu et vandfald. Turen var fantastisk spændende, men vandfaldet var skæmmet af, at det lå “downstream” i forhold til der, hvor de indfødte smed deres affald i floden. Det betød, at hele området var fyldt med affald og det var ærlig talt ikke videre lækkert. På turen hjem var mor nær ved at træde på en slange, da hun dannede bagtrop i vores lille kortege. Den snoede sig lige hen over stien og videre nedad skråningen.
Vi valgte at tage Vanoud på hans ord og tog ned på Restaurant Suria om aftenen, hvor vi også denne gang var lidt på herrens mark, da vi bestilte. Bl.a. lykkedes det os at bestille en hel fisk serveret med hoved og hale. Maden blev serveret på blade fra bananpalmer, hvilket var med til at gøre det spændende. Det hele smagte fint dog var der ikke meget kød på fisken… hele måltidet, inkl. drikkevarer kostede knap 100,- danske kroner.
Penang
I dag er vi så kørt fra Cameron Highlands til øen Penang, hvor vi skal tilbringe resten af vores ferie. Vi er checket ind på Parkroyal Hotel og har fået et udmærket familieværelse.
På vejen hertil har vi set både nogen stengrotter/drypstenshuler og et kinesisk tempel. I templet ville Sille gerne prøve at tænde en røgelsespind. Vi smed 1 ringgit i en “donation box” og tog en pind fra en lille dåse. Da Sille var ved at stikke ild på pinden kom en kineser farende og råbte alt muligt. Det viste sig, at den pind Sille havde taget var fra et specielt “mikadospil” kineserne har i deres templer nogen pinde de ryster og kaster ud på jorden for at se hvordan ens fremtid bliver jeg er sikker på at Silles fremtid ikke tegner specielt lys :-).
Vi spiste frokost på en malaysisk rasteplads og fik hver serveret en portion ris med sovs og lidt fisk til på et bananblad. Pris pr. person: Knap 2 kr.
Dag 3 I Kuala Lumpur
Dagen I dag har budt på shopping, shopping og atter shopping. Vi sov så længe vi kunne for at lille Molly kunne få lov til at sove igennem. Det betød at vi ikke fik morgenmad på hotellet men istedet tog en taxi til KLCC Petronas Towers, som i en periode efter sin opførsel var verdens højeste bygninger. Der var desværre ikke flere billetter til at komme op i den bro, der forbinder de to tårne så det må vi have til gode til en anden gang. Men hvad pokker det er jo kun på 40. etage og det er jo den etage vi bor på på hotellet.
Nederst i tårnene var der et shopping center med bl.a. en kæmpe Louis Vuitton forretning. Priserne var dog nogenlunde som derhjemme med mindre dkr. 9.000,- for en taske eller dkr. 4.000,- et par sko er billigere end sædvanligt. Efter at have fået lidt frokost tog vi en taxi til Starhill Gallery. Vi forsøgte først at få en taxi lige uden for Petronas Towers men da manden ville have RM 20 (knap dkr. 40,-) for det og vi havde givet RM 8 fra hotellet til Petronas valgte vi at gå et par hundrede meter ned af gaden hvor vi fik en taxi til RM 5.
For en watch-nut som far var Starhill Gallery et sandt mekka. Alle de fine og dyre urmærker som fx Hautlence, DeWitt og F.P.Journe er repræsenteret her. Desværre var det ikke tilladt at filme og tage billeder… men ok det kan også blive nok med shopping så efter en ½ times tid, gik vi tilbage til hotellet og tog en dukkert i poolen, der for en gang skyld var åben :-).
Her til aften gik vi ned i en af de mindre gader og spiste aftensmad (Molly var så træt at hun sad ret op og ned og sov gennem hele måltidet. Maden blev serveret på blade fra bananpalmer og det var lidt tilfældigt hvad vi bestilte, da alt stod på kinesisk og vi havde kun billeder at forholde os til. Men det smagte dog dejligt og også ungerne synes det var ok. Vi så hvordan de ryddede bordene og det var ved at samle alle fire hjørner på dugen med alt bestik og service liggende i. Så tømte de dugen ud i en stor opvaskebalje og så var det det.
Efter maden lykkedes det langt om længe at finde OG købe et ur til far. Et Zenith Defy Extreme Open nam nam. Det bliver dejligt med et nyt ur når nu det har taget så lang tid at finde det rigtige.
Dagens billeder:
Det gode køb(!?)
Er lige kommet hjem fra Sungai Wang et shopping center fyldt med alverdens små forretninger. Overvejende elektronik af enhver art. Mark havde tidligere i dag i Central Market set en lille fjernstyret helikopter til 99 RM. Da vi så her til aften så den til 88 RM og fik sælgeren ned på 75 RM inkl. batterier var Mark lykkelig. Vi var sådan set og ret godt tilfredse lige indtil vi så den i en anden forretning til 48 RM inden forhandlinger… L
Kuala Lumpur dag 1+2
I går fløj vi fra Singapore til Malaysia. En lille smuttur på knap en time. Vi måtte vente i evigheder på vores kufferter og var ved at blive godt nervøse for at de igen var blevet sendt på langfart, men de kom til sidst. Vores hotel hedder Berjaya Times Square og ligger i gå-afstand fra de store shoppingsteder. Poolen blev lukket i går lige som vi kom ned for at tage en dukkert da der kom en regnstorm, der kastede alle solvogne ud i poolen. Vores værelser lå på 32. etage og desværre havde vi ikke fået “connecting rooms” som det var tilfældet i Singapore. Der var heller ingen internet på værelserne og derfor har vi i dag fået lov til at flytte til to værelser, der ligger lige overfor hinanden på 40. etage, og hvor det ene har internet.
Efter det nedslående poolbesøg i går aftes gik vi en tur ned på de nedre etager. Hotellets reception ligger på 14. etage og alt nedenunder bliver brugt til et kombineret tivoli og indkøbscenter. Vi gik rundt og kiggede lidt forretninger hvorefter ungerne blev bespist på McD. Derefter tog vi dem med på Sushi King hvor mor og far spiste sushi til det stod ud af begge ører. Inkl. tre dåser sodavand blev det ca. 100,-. Efter maden gik vi ind i Cosmo”s World, som tivoliet hedder. Det var lidt skuffende og mange af tingene var det kun Sille, der var stor nok til at prøve.
I dag har far været ude at kigge på armbåndsure efter morgenmaden. Resten af familien blev hjemme og slappede af indtil klokken var ca. 13 hvor kunne få lov til at skifte værelse. Til eftermiddag har vi været i China Town og i Central Market hvor mor og Sille var inde i næsten alle forretninger, der solgte kjoler og nederdele. Det blev da også til en nederdel til Sille og en todelt dragt til Molly. Mark fik en pakke Pokémon-kort.
Lige nu slapper vi af inden vi skal ud igen i aften…
Dag 3: Sentosa Island
Dagen i dag startede med at Sille, Mark og far gik ned for at spise morgenmad. Efter den sene dag i går valgte vi at lade Molly sove længe da hun nok trængte til det. Morgenmaden var en storslået buffet med masser af asiatiske specialiteter. Der var naturligvis en “Egg and omelet station” hvor man kunne få speciallavet en omelet efter sin egen smag. Af lokale specialiteter kan nævnes nogen store sushi lignende trekantede rispakker – dog uden fisk og også “Stir fried carrot cake” bør nævnes. Endelig bør også “Chocolate Station” nævnes – her kunne man få hældt smeltet chokolade over al sin morgenmad.
Da klokken var ca. 10 vækkede vi Molly og tog en taxa til svævebanen, der skulle tage os til Sentosa Island. Svævebanen var meget høj og det var lidt ubehageligt at sidde højt højt over havnen blot hængende i en tynd wire. Selve Sentosa var ikke helt hvad vi havde forventet. Vi havde forventet en hel ø omdannet til et stort tivoli. Men det var bestemt ikke tilfældet. Der var da en del forlystelser men slet ikke i den mængde vi havde forestillet os. Der var dog masser af underholdning til ungerne idet hele familien to gange prøvede en tur i en “luge” – en slags kælk bare med hjul. Det gik stærkt nedad og Mark var meget optaget af hvem, der kom først ned.
Der er også en strand på Sentosa og her fandt ungerne kokosnødder flydende rundt i vandet. Dem kunne de med stor fornøjelse smadre mod nogle sten i vandkanten. Det fik de meget tid til at gå med.
Vi var også oppe i en stor statue af Singapore”s vartegn: Merlion. En fiskekrop med løvehoved. Her fik alle en lille overraskelse: En lille Merlion statue eller en vifte.
Her til aften er vi lige kommet hjem fra et besøg ved havnen hvor man har et fantastisk syn over Singapores skyline. De har bl.a. en koncertsal formet som en stor durianfrugt. Herfra gik vi op til Raffles Hotel. Vi fik ikke en Singapore Sling men spiste i stedet på en af hotellets restauranter.
Her er et par billeder fra en begivenhedsrig dag: