Archive for the ‘Familien’ Category
Egypten – dag 8

Torsdag: Videre til Sharm el-Sheik. Turen gik planmæssigt. Flyet (igen Dash 7) fra Luxor til Sharm var endda rykket en halv time frem så vi fløj allerede kl. 14. Mark blev dårlig kort før vi landede men ellers var der intet at bemærke. Der var ingen problemer med baggagen så vi ankom til Hilton Sharm Dreams Resort lidt over 16. Hotellet dækker en kæmpe område med syv pools af varierende størrelse og beskaffenhed. Vi har to værelser ved siden af hinanden og Molly og Mark skiftes til at sove hos mor og far. Sille har lagt beslag på mormors værelse så længe det er muligt. De hygger sig rigtigt de to. Vi gik ned på strandpromenaden om aftenen og fik anvist et bord i en restaurant. Inden vi fik bestilt viste det sig dog at Mark stadig var lidt dårlig så han og mormor gik tilbage til hotellet uden mad. Vi andre fik lidt at spise men gik efter kort tid tilbage til hotellet og til køjs.
Egypten – dag 7
Onsdag = ballondag. Vi havde booket en tur i en varmluftballon og for at se solopgangen skal man altså tidligt op. Vi blev hentet kl. 5 i receptionen og det var ikke noget problem at komme op. Molly havde kastet op og haft dårlig mave fra kl. halv et om natten så vi var vågne da alarmen ringede. Vi blev kørt ned til Luxor, hvor vi skulle sejle over til vestbredden. Undervej blev vi briefet om sikkerhedsforanstaltningerne og om hvordan vi skulle opføre os oppe i kurven. Fra vestbredden blev vi kørt i busser til stedet for opsendelsen af ballonerne. Der var vel omkring ti balloner, der skulle sendes op den morgen og i hver kurv har der været omkring 16 gæster plus piloten. Turen var fantastisk omend Molly kastede op en gang mere, alle tre unger græd da vi lettede pga. larmen fra afbrændingen af gassen og mor blev svimmel og måtte sidde ned i bunden af kurven. Vi kom op i omkring én kilometers højde og fløj over Dronningernes Dal, Deir el-Medina, et par landsbyer og nogen marker inden vi landede perfekt i ørkenen. Efter landingen kom de lokale og der blev danset for at fejre landingen inden piloten uddelte diplomer og T-shirts til alle. Vi var hjemme på hotellet igen omkring kl. otte og sov det meste af formiddagen.
Om aftenen tog vi en taxa ind til Luxor templet (en taxa vi havde kørt med før og på begge ture spurgte han om hvor langt der er fra Danmark til Holland). Luxor templet var flot oplyst om aftenen og der var mange spændende skulpture og indgraveringer. Efter tempelbesøget gik vi over på McDonalds hvor vi fandt ud af at alle de burgere vi bestilte blev serveret med to stykker kød hver gang vi kun er vant til et enkelt stykke. Det betød bl.a. at en Big Mac indeholdt fire(!) bøffer.
Egypten – dag 5
Mandag var en relativt afslappet dag. Lidt før middag kom lederen af den lokale Kids Club og spurgte om ungerne ville være med til en skattejagt. Selv om de ikke kunne forstå, hvad hun sagde, tog de bare med og var da også “heldige” at finde skatten. Sille fandt to poster og Mark én. Skatten var en pose chokolade til hver. Lidt over middag fik alle pigerne en manicure og en pedicure. Molly var det store samtaleemne i klinikken, da de ikke havde prøvet at lave negle på en pige på fem år før.
Kl. 16 tog vi hotellets shuttleboat op ad Nilen ind til Luxor. Både Molly og Mark fik lov til at styre båden og især Molly var ikke til at drive væk fra roret. Fra shuttleboat”en fandt vi Television Street, som vi havde fået at vide var en god lokal handelsgade. Det viste sig dog, at vi var landet i den kedelige ende af gaden og der var ikke meget at komme efter. Derfor gik vi ned til den lokale færge, der for én krone hver sejlede os over på vestbredden af Nilen. Der kæmpede vi os igennem en flok sælgere og gik ned til en lokal restaurant vi havde fået anbefalet: Restaurant Tut Ankh Amon. Vi viste sig at blive aftenens eneste gæster og vi bestile en blandet menu bestående af forskellige forretter og hovedretter med to forskellige slags kylling. Det hele blev dog serveret samtidig og smagte glimrende. Vi gav 380 egyptiske pund for måltidet.
Til hjemturen hyrede vi en lokal båd for 40 EGP til at sejle os fra vestbredden tilbage til Kings Island hvor vores hotel lå. Også på denne tur fik Molly og Mark (og også far) lov til at styre båden.
Egypten – dag 4


Søndag havde Marks fødselsdag. Vi havde aftenen før gjort klar inde hos Mormor, hvor der var pyntet op med flag, balloner og gaver. Da Mark vågnede gik vi alle derind og han pakkede gaver ud. Til morgenmaden rendte vi ind i guiden Mette, der havde fortalt hotellet, at det var Marks fødselsdag, så de kom med en kage omkring middagstid. Om eftermiddagen tog vi en taxa til Karnak-templet. Et kæmpe tempelkompleks bygget over en periode på 2500 år. Det var ganske imponerende og det var bl.a. her i Den Store Hypostylhal, at James Bond jagtede skurken i filmen “The Spy Who Loved Me”.
Om aftenen var det jo traditionen tro Mark, der måtte bestemme hvor og hvad vi skulle spise og ligeledes helt i tråd med hvad han plejer at sige når han må bestemme, ville han spise på værelset. Med lidt bestikkelse og en del overtalelse lykkedes det os dog at få flyttet middagen til hotellets restaurant, hvor vi startede udenfor, men efter at være blevet ædt op af myg rykkede indedørs.
Egypten – dag 3
Lørdag var vi en tur på vestbredden af Nilen (vi bor på østsiden af Nilen). Det var en tur arrangeret af Atlantis Rejser og vi fik set en masse: Kongernes dal (alle kongernes grave), Dronning Hatshepsuts tempel, Deir el-Medina som er den by hvor alle dem, der arbejdede på kongernes og dronningernes grave boede.
Det var meget fascinerende at se, hvordan de havde lavet grave til sig selv, som naturligvis ikke var lige så flotte som kongegravene, men alligevel flot udsmykket. Noget de lavede i deres fritid. Til slut på vej tilbage stoppede vi ved Memnonkolosserne (et japanerstop som guiden kaldte det). To stenfigurer lavet at hvert et enkelt stykke sten. Endelig var vi inde og se et alabastværksted, hvor de fremstillede vaser og figurer i mange former for sten.
Egypten – dag 2

Fredag slappede vi af ved poolen, var til intromøde med guiden Mette fra Atlantis Rejser og tog en taxa ind til El-Souk – markedet i Luxor. De handlende er utroligt aggressive forstået på den måde, at de bliver ved og ved og ved med at plage, om at man skal købe deres varer. De følger gerne en rundt langt og bliver ved med at tilbyde det, de nu vil sælge: “5 egyptian pounds each, only 3 egyptian each… 4 pounds for all three!”.
Egypten – dag 1

Vi ankom efter planen torsdag aften. Turen gik fint. Flyet afgik stort set til tiden fra København og ventetiden i Sharm el-Sheik var ikke lang. Vi fløj fra Sharm til Luxor i to chartrede Dash 7 fly. Det var første gang i propelfly for de fleste. Vi spiste på hotellets restaurant den første aften ved ni-tiden kort efter vi ankom. Vi har fået to bungalows, der ligger ved siden af hinanden (M04 og M05). De ligger så langt som muligt fra receptionen, men så til gengæld tættere på den ene af de to pools. Der er en pool, hvor børn ikke har adgang og så er der den, vi benytter – infinitypoolen. Den ene kant af denne pool peger ud mod Nilen (der er vel omkring 5-7 meter fra poolkanten til Nilen) og er lavet så det fra afstand ser ud som om vandet fra poolen flyder direkte ud i Nilen.
Joshua… hmm…
Sille er for første gang begyndt at lege med en dreng. Den sidste uges tid har hun ikke kunnet snakke om andre end Joshua fra 2.B. De har været sammen et par gange – en gang hos ham og en gang hos os. Han er en ganske almindelig fyr og i mangel af andre måder at udtrykke sig på går han og tjatter til Sille når de går sammen 🙂 De drenge, de drenge…








