Vel hjemme igen
Er her til aften kommet hjem igen efter at have været en tur i England siden i lørdags.
Vi kørte hjemmefra lørdag morgen omkring 9.15 og nåede til Hotel NH Geldrop i Eindhoven, hvor vi besluttede at overnatte. Hotellet var perfekt med både swimming pool, træningscenter og squashbane. Dagen efter kørte vi videre til Calais i Frankrig, hvor vi tog færgen til Dover. Herfra var der ca. tre timers kørsel til Rockley Park i Poole, hvor Mark havde været så venlig at skaffe os en fantastisk campingvogn. Vi havde et lille køkken, en stue med en lille fladskærm, to badeværelser og tre værelser med i alt seks sovepladser. Noget bedre end de campingvogne vi har prøvet tidligere.
Vi var spændt på at mødes med familien igen og det viste sig heldigvis at blive et fantastisk gensyn. Tirsdag aften var vi hos Angie og Mark, hvor både Bente, Marianne og Bob og deres ene søn Jon samt Stephen dukkede op. Angie havde lavet en dejlig spansk kyllingeret og til vores forbavselse var det ikke noget problem for hende, at der pludselig kom fire voksne hun ikke havde regnet med. En rigtig hyggelig aften.
Torsdag var vi inviteret til frokost i Bentes nye lejlighed, som ligger lige midt i New Milton. Ungerne var eksemplariske og frokosten dejlig. Vi nåede at køre en tur i Tesco inden vi om aftenen skulle til middag hos Angie og Mark igen. Her fik vi take away indisk/italiensk. Senere dukkede Stephen og hans kæreste Sally op til en drink.
Den øvrige tid brugte vi på at slappe af i Rockley Park, handle i Tesco og ikke mindst spille på parkens spillemaskiner. Dvs. det var nu mest ungerne, der spillede mens mor og far sad i baren og fik en sodavand (og Guinness, red.). Det er utroligt hvor meget fred et pund vekslet til 2-pence mønter kan købe 😉
Turen hjem startede i går morges og gik smertefrit. Vi overnattede på det samme hotel som på vej over. Vi var snydeheldige med færgen til Danmark, hvor vi i Puttgarden højst ventede tre minutter i kø inden vi blev vinket om bord.