Egypten – dag 14
Vores sidste rigtige dag her i Egypten valgte vi at starte med en tur i Cleopark igen. Ungerne synes det var et dejligt sted. Derfor tilbragte vi det meste af formiddagen og noget af eftermiddagen i vandlandet inden vi gik hjem.
Der var overskud til en tur til byen med familien for lige at handle lidt og få en burger på McDonalds. Pigerne fik hver en kjole som de skal have på til Jesper og Rikkes bryllup den 2. august.
Efter gårsdagens succes med at snorkle lod vi mormor holde øje med ungerne om eftermiddagen mens vi gik en tur til stranden for at se om der ikke skulle være en enkelt fisk i vandet ud for Hiltons private strand. Det var der! Da vi gik lidt ud i vandet fandt vi først en fisk, så en til og kort efter et helt koralrev. Ikke så stort som ved El Fanar men alligevel spændende med masser af fisk i flotte farver.
Aftenen bød på en børnefri slentretur gennem byen hvor vi fandt et lille sarkofag til Mark med en mumiefigur i.


