Egypten – dag 13
Efter skuffelsen med Terrazina Beach på Silles fødselsdag var vi opsatte på at vi nu skulle snorkle og se nogen flotte fisk. Vi spurgte guiden fra Atlantis Rejser hvor vi skulle tage hen og hun sagde at den eneste strand hun selv benyttede var El Fanar. Derfor tog vi (alle undtagen mormor, der ville have en slappe af dag) en taxa derud og for 50 EGP pr. voksen fik vi anvist en solvogn, inkl. håndklæde og en ½ l. vand. Der var en badebro, der førte ud i vandet og man kunne se et tydeligt farveskift i vandet lige der hvor badebroen sluttede og det var med en vis forventning vi hoppede i vandet.
Sikke en oplevelse!
Vi er enige om at denne dag var et af de absolutte højdepunkter på turen. Farveskiftet i vandet var der hvor koralrevet sluttede og blev til en 10-15 m. dyb afgrund. Og det var lige der alle fiskene var. Sikke nogen farver! Og så store! Hvis man fangede et par stykker ville man hurtigt kunne redde sig en middag. Det var simpelthen en helt ubeskrivelig oplevelse at flyde rundt i det meget salte Røde Hav og bare ligge i overfladen og kigge ned på de flotte fisk, der svømmede rundt om en. De kom helt tæt på dykkermaskerne og var vel kun omkring ½ m. væk når de var tættest på.
Ungerne var desværre ikke helt så begejstrede og var en smule overvældede over dybden når man kiggede ned i vandet der hvor koralrevet sluttede. Vi blev på “stranden” (der var ingen sand) til et godt stykke hen på eftermiddagen og desværre blev en ellers perfekt dag afsluttet med en helt igennem forfærdelig taxatur hjem. Chaufføren chikanerede os i den grad ved at køre for stærkt, skrue uhæmmet op for musikken og ved at kræve ekstra betaling for at have haft air condition tændt. Det var så grelt, at vi da vi blev sat af, henvendte vi os til hotellets security da vi var nervøse over chaufførens opførsel. Tillige indgav vi en klage over ham til det lokale turistpoliti. Derfor: Undgå taxa nr. 1335 i Sharm el-Sheik.


