Farvel til Lindebo
I dag var Marks sidste dag i Lindebo Børnehave. Efter påske starter han i Havdrup SFO hvor også Sille går. Der blev sunget for alle 27 børn, der stoppede i dag i børnehaven og efter lidt kage og kaffe fik hvert barn udleveret “deres mappe”. En mappe med fødselsdagsinvitationer, postkort, tegninger og diverse sedler fra deres tid i børnehaven. Endvidere fik de hver en “huskesten”, der skal minde dem om deres tid i Lindebo.
Mark ville (naturligvis!) ikke stille sig op på den til formålet dekorerede bænk da der skulle synges for ham. Inden da havde han ellers været noget så kæk. Da Susan kom til bogstavet ”G” mente Mark at der da måtte være en, der hed Esgild. Og da Susan sagde at nu skulle de til et svært bogstav (”M” som halvdelen af ungerne begynder med) sagde Mark ”Q”… tsk tsk 🙂