Canada/USA dag 7: Denver til Santa Fe
Efter en lang dags kørsel er vi netop ankommet til Days Inn i Santa Fe, hvor vi skal overnatte to nætter. Køreturen har været lang (omkring 7 timer med pauser) men ungerne har taget det rigtig flot.
Dagen startede ellers lidt kaotisk. Da mor gik ned for at træne kastede Molly pludselig op flere gange. Og da hun blev sat på toiletbrædtet væltede hun over i væggen uden forsøg på at tage af. Nu er hun dog helt ovenpå igen og alle undtagen far er gået hen til hotellets udendørs swimmingpool.
Resten af dagen skal ikke bruges på andet end afslapning og lidt aftensmad.
Canada/USA dag 6: Denver
På grund af tidligere (dårlige) erfaringer med børnene med at køre rundt på snoede bjergveje har vi valgt ikke at køre rundt i Rocky Mountains. Vi må nøjes med det vi kan se fra hotellets poolområde og fra vores værelse.
Efter at have motioneret i hotellets fitnesscenter spiste vi morgenmad på hotellet. Derefter har vi badet hele formiddagen og noget af eftermiddagen i poolen. Når den varmeste periode er overstået skal vi ned og kigge forretninger i 16th Street Mall. Et shoppingområde med en masse forretninger.
Update: !6th Street Mall består af en lang hyggelig gade med en masse forretninger. Der er altså ikke tale om et indkøbscenter som navnet ellers kunne antyde. Vi fik en sen frokost på en skummel, skummel udgave af en kombineret Taco Bell og Pizza Hut. Stedet var frekventeret af nogen halvsuspekte typer men vi fik vores mad og en masse sodavand. Børnene synes ligeså godt om maden som sidst vi var i USA.
Her til aften har vi badet lidt mere og er ved at gøre klar til turen i morgen hvor vi har bestilt et værelse på et Days Inn 5 km udenfor Santa Fe, NM.
Canada/USA dag 5: Fra Toronto til Denver
Det bliver en lang dag i dag. Fordi vi hentede vores bil i går morges kl. 9 skulle den afleveres senest kl. 9 i dag. Da vores fly til Denver først flyver kl. 14.30 får vi en lang dag her i Toronto Pearson Airport.
Der var ingen problemer med at aflevere bilen og den søde dame hos Avis hjalp med at finde en tank hvor vi kunne fylde bilen op.
I terminalen rendte vi ind i julemanden, der gik rundt og delte slikstokke ud til børnene. Der blev taget et hav af billeder ef vores unger og julemanden af en professionel fotograf, der fulgte ham rundt. Vi fik afleveret en email adresse så nu må vi se om vi kommer til at se billederne. Det pudsige var at Santa skulle til København i aften til det årlige julemandsmøde på Bakken 🙂
Vi fik checket al vores bagage ind og er nu kommet ind i transitområdet, hvor vi har fået lidt morgenmad.
Der er tre timer til boarding starter. Ungerne laver opgave, tegner og spiller.
Update: Tiden i lufthavnen gik fantastisk hurtigt. Ungerne var eksemplariske og flyveturen kun en smule ubehagelig. Vi fandt hurtigt vores baggage, fik vores udlejningsbil (denne gang en Chevy Tahoe) og turen til vores hotel, The Westin Tabor Center, gik fint. Her til aften har vi spist på The Old Spaghetti Factory. Et udmærket familiespisested til meget rimelige priser.
Canada/USA dag 4: Niagara Falls og Niagara On The Lake
Dagen i dag har været storslået.
Vi startede med at gå ned og hente vores udlejningsbil hos Avis. På vejen fik vi morgenmad hos Starbucks og Subway, der lå lige på vejen. Vi fik en helt ny bil – en Dodge Caravan – som kun havde kørt 41 km. Dejligt. Den venlige dame hos Avis fortalte at hvis vi skulle til Niagara Falls skulle vi også besøge en lille by ved siden kaldet Niagara On The Lake.
Turen på ca 1½ time til Niagara Falls gik smertefrit og vi fandt hurtigt en parkeringsplads. Selve vandfaldene var helt fantastisk flotte. Der er to som helt klart tager sig bedst ud fra den Canadiske side hvor vi befandt os. Det største af dem – Horseshoe (hestesko) – dannede en enorm søjle af “skumsprøjt”, der stod dobbelt så højt op i luften som selve vandfaldet var højt. Man kunne gå langs vandfaldene på et fortorv og der var en fin fin udsigt til både Horseshoe og det andet vandfald kaldet Bridal Fall.
Efter vandfaldene kørte vi så mod Niagara On The Lake efter Avis-damens anvisninger. Og vi blev ikke skuffede. Det viste sig at være en enormt hyggelig lille by med masser af specialbutikker. Her var ingen McDonalds, Toy’R’Us eller Starbucks. Der var udelukkende små butikker, der handlede med alt fra marmelade til “haberdashing”. Der var også en butik, der havde juleting, hvor vi købte en julekugle. Vi spiste frokost i byen og nogen af os fik turens indtil videre bedste burger.
Turen hjem gik meget langsommere end turen ud. Der var meget kø på motorvejen og turen tog vel omkring ½ time længere end den burde have gjort. men hjem kom vi og vi har nu pakket og er klar til i morgen, hvor vi rejser videre mod Denver, Colorado. Aftenens sidste “måltid” bestod af donuts fra den lokale Tim Hortons 🙂
Canada/USA dag 3: St. Lawrence Market
Så er 3. dag i Toronto startet. Tidligt igen i dag. Alle ungerne var vågne da klokken var 6 (1½ time siden). Mor og far har været i motionscenter og vi skal nu snart ud at spise morgenmad inden vi skal på St. Lawrence Market.
Dagen har været rigtig sløv. St. Lawrence Market viste sig ikke at være den store attraktion som vi havde håbet på. Det var et stort marked hvor der – givet – var en masse lækkert kød, fisk, ost og lignende. Men det var overset på ½ time. Derfor har dagen i dag, for en stor dels vedkommende, stået på badning i hotellets pool.
Vi har været forbi Golden Griddle igen for at få en vaffel her til aften og som det er kotume er portionerne gigantiske. Vi må lære ikke at bestille en til hver. Der er simpelthen for meget mad.
Canada/USA dag 2: CN Tower
Dagen startede tidligt – omkring kl. 5 hvor familien var vågen. Vi trak den til omkring kl. 7 hvor vi gik hen på Golden Griddle og spiste morgenmad. Alle undtagen far fik padekager. Far fik toast og spejlæg.
Efter restauranten tog vi metroen fra College til Union Station. Herfra kunne vi gå til CN Tower. Da vi stod i kø til at købe billetter var der en amerikaner, der gav os en kupon, der skaffede os 20% rabat på prisen. Superpænt af ham. Der var monsterlangt ned. Vi tog en elevator op til hvad der svarer til 114 etage og en anden yderligere 33 etager op så vi endte på hvad der svarer til 147 etage – 447 m. over jorden. Det var ret fantastisk at stå så højt oppe. Der var et “glasgulv” man kunne gå ud på. Ungerne havde ikke nogen problemer med det men det krævede lige lidt overtalelse for mor og far.
Efter et par canadiske hotdogs og en tur hjemme på hotellet, hvor ungerne fik badet i poolen gik vi ned til Eaton Centre. Centeret er et af byens store shoppingcentre med en lang række kendte forretninger. Overfor centeret ligger Yonge-Dundas Square hvor der i dag var mulighed for at prøve at kaste med baseballs, skyde med ishockey pucks og kører racerbil simulator.
Canada/USA dag 1: Vel ankommet til Toronto
Klokken er 17 lokal tid og vi er for ca. en time siden ankommet til vores hotel. Turen gik smertefrit med en minimal forsinkelse ud af København. En forsinkelse, der blev indhentet undervejs. Vi kom glat igennem tolden og vores kufferter kom næsten med det samme. Vi har fået et ok værelse som dog ikke er specielt stort. Her er to queen size senge og en sofa, der folder ud til endnu en seng. Hotellet har pool og fitnesscenter og ligger lige ved “hovedgaden”.
Så lakker det mod enden
Nu nærmer klokken sig 21 her fredag aften og det betyder at vi snart lukker for Silles fødselsdag og at der dermed er ca. ½ år til vi skal holde den næste. Aftenen er forløbet fantastisk: Pigerne har leget, spist kylligelår med flûte og salatbar, leget “Gæt og Grimasser”, spist dessert og leget noget mere. Der har ikke været nævneværdige problemer og det er nogen søde piger Sille går i skole med.
Så gik den ikke længere…
Danny slog i går op med Sille 🙁 Hans begrundelse var, at han ikke havde lyst til at have en kæreste lige nu. Han synes dog stadig Sille er sød. Hmm… han er ikke populær lige nu på Bakkelund 12. Sille tager det dog pænt og har ikke grædt over det.
