Archive for the ‘Sille’ Category

PostHeaderIcon Luciaoptog i SuperBrugsen

I dag var der Luciaoptog i den lokale SuperBrugsen arrangeret af SuperBrugsen og Havdrup Skolekor. Kl. 12 slukkedes lyset i Brugsen og frem dukkede det sødeste Luciakor. Efter en runde i butikken stillede koret op i frugt og grønt og fremførte en håndfuld jule- og adventssange. Se et eksempel nedenfor:

PostHeaderIcon Det er i hvert fald nogen mænd

For nogen tid siden da Sille snakkede om nogen, der var fulde, mente hun at de dagen efter måtte have “sådan nogen sømænd” 🙂

PostHeaderIcon Brev til Nissen

Sille har skrevet nedenstående brev til nissen, hvor hun fortæller om den eneste ting hun ønsker sig til jul:

PostHeaderIcon Juletræet tændes ved SuperBrugsen

I lørdags blev det årlige julearrangement afholdt ved Brugsen. Her synger Havdrup Skolekor et par julesange inden Solrød Kommunes borgmester holder en tale og træet tændes.

I år var det jo ekstra spændende da Sille skulle være med for første gang da hun jo går til kor. Hele familien var mødt op og kiggede beundrende på den store pige, der ikke havde nogen somhelst problemer med at optræde for de vel omkring 100 mennesker, der var mødt op trods halvdårligt og koldt vejr.

PostHeaderIcon Velkommen på forsiden

Sille har gået til “mini-konfirmand” i det lokale sognehus. Det er alle 3. klasser, der får tilbud om at deltage i syv eftermiddage hvor de lærer lidt om hvad det vil sige at blive konfirmeret. Og det kan så ende med en plads på forsiden af det lokale kirkeblad.

Havdrup Kirkeblad[/caption]

PostHeaderIcon Svømmemærker

I dag til den ugentlige undervisning i svømning var det muligt at tage svømmemærker. Det gik rigtig fint for både Sille og Mark tog hver et mærke: Sille svømmede 200 m og Mark 250 m. Til lykke til jer begge! Rigtig flot.

Det betød naturligvis at begge nu er indehavere af hver sit fine mærke (der i parantes bemærket ikke har ændret sig siden mor og fars barndom :-)):

PostHeaderIcon Joshua… hmm…

Sille er for første gang begyndt at lege med en dreng. Den sidste uges tid har hun ikke kunnet snakke om andre end Joshua fra 2.B. De har været sammen et par gange – en gang hos ham og en gang hos os. Han er en ganske almindelig fyr og i mangel af andre måder at udtrykke sig på går han og tjatter til Sille når de går sammen 🙂 De drenge, de drenge…

PostHeaderIcon Børnefødselsdage

I den netop overståede weekend holdt vi fødselsdag for både Mark og Sille. Det betød at vi kl. 13 hentede 20 drenge i SFO”en som skulle være til fødselsdag hos Mark i tre timer til kl. 16. Kl. 18 kom pigerne så fra Silles klasse til aftenfødselsdag med overnatning.

De fleste drenge stod klar ved lågen da vi kom for at hente dem. Der var lovet regn så vi havde gået og krydset fingre for at det holdt tørt. Selv om det regnede en del til omkring kl. 12-12.15 så holdt det faktisk tørt gennem begge fødselsdage. Vi synes vi var helt utroligt heldige.

Vi gik hjem med drengene fra SFO”en. Dvs. der var fire, der var på cykel og da de fik lov til at køre spænede næsten alle de andre efter dem. Hjemme fik vi boller og lagkage med saftevand til. Vi havde dækket op både i køkkenet og i stuen for at få plads til dem alle. Da de havde spist løb nogen ud og hoppede i trampolin, nogen gik ned på Marks værelse og andre legede med vandpistoler. Faktisk var det så varmt at de fik lov til at lege på den glidebane vi har liggende ved siden af trampolinen. Det var et stort hit og vi måtte låne både badebukser og underbukser ud til flere af drengene. Efter nogen tid pakkede Mark gaver op. Han fik en Gormitiborg + et par løse Gormitier, en sæbeboblepistol og tre bolde til at jonglere med.

Da klokken blev 16 blev de fleste hentet. Erik havde fået lov til at blive lidt længere da hans mor ikke kunne nå det og der var et par stykker hvis forældre vi måtte ringe til da de troede det var til kl. 17.

Alt i alt en rigtig god dag so Mark og hans gæster nød i fulde drag. Men vi må da ærligt indrømme at vi var lettede da de gik og vi “kun” havde pigerne tilbage.

Kl. 18 ankom så Silles veninder. De blev otte i alt da Karoline også var inviteret ud over klassens piger. Sille havde bestemt at de skulle have hotdogs så det var klart omkring halv syv. Efter maden så de Disneysjov i TV mens de spiste slik. Det kunne de ikke alle koncentrere sig om i en hel time og det varede ikke længe før nogen legede på trampolinen og på Silles værelse. Da TV var slut blev der gjort klar i stuen med luftmadrasser til alle pigerne. Mange af dem havde sovedyr med og de fik lang tid til at gå med at klæde dem ud med Ritas gamle tøj.

Der blev trukket lod om pladserne bortset fra Sille, der fik lov selv at bestemme. Hun valgte klogeligt pladsen i midten så hun var omgivet af veninder. Ret tidligt skiftede nogen af pigerne til nattøj og en pudekamp blev der også tid til. Efter aftensmaden havde Morten ringet og spurgt om Mark ville komme derover og sove så da han gjorde det fik Molly lov til at være med hos de store piger. Det var absolut et hit og hun faldt bare ind blandt de store.

Inden de skulle sove blev der gemt en slikpose til hver af dem udenfor som de skulle finde.

Da klokken blev henad 22 fik de at vide at de skulle begynde at gøre sig klar til at komme i seng. Der var et par stykker, der byttede plads og da kl. var 22.30 lå de alle i deres seng. Det betød dog ikke at de sov og først 23.15 var der ro.

Om morgenen blev der hentet brød og basser hos bageren. Der var købt så rigeligt at pigernes forældre også blev budt da de hentede pigerne ved 10-tiden lørdag formiddag. Inden da var stuen allerede ryddet og lignede næsten sig selv. Traditionen tro var oprydningen næsten overstået inden de sidste gæster var nået hjem.

Det var et langt hårdt døgn men begge unger var meget glade og havde hver en storartet fødselsdag.

PostHeaderIcon Havdrup Børnerock

Sille In Da HouseDer var rock i Havdrup Hallen den 17. maj: Nicolai fra MGP 2005 og Frederik fra X-Factor kom og spillede og alle 0. til 6. klasse kunne komme med. 350 billetter var udsolgt. Sille havde inviteret alle pigerne fra klassen til spisning og sminke inden koncerten så der var fuldt hus her i nr. 12. Mark skulle til Toke kl. 17 så da SIlles veninder kom kl. 16 lukkede han sig inde på kontoret og spille computer indtil han skulle gå.

Sille havde bestilt minipizzaer i form af pitabrød lavet til pizza med tomatsovs, ost og fyld. Men inden da fik pigerne alkoholfrie drinks bestående af diverse juicer og forskellig sodavand.
Da de havde spist og drukket fik de danset lidt samtidig med at der var et stort udvalg af øjenskygge og neglelak i køkkenet de alle stod i kø til at få lagt af Anne og Vibeke – Camillas mor – der var kommet for at hjælpe til.

Klar til fest!Da klokken nærmede sig 18 blev de alle lodset ind i bilerne og forventningsfulde kørt op til hallen. Molly havde været med til det hele indtil nu men hun var ikke gammel nok til at måtte deltage i koncerten så det var en noget slukøret lille pige, der kørte hjem med mor og far.

Koncerten sluttede kl. 22 men allerede 21.30 ringede Sille hjem og sagde at de var ved at være møre. Inden det lykkedes at tromme alle otte tøser sammen sammen var klokken dog alligevel blevet tæt ved 22. Sille havde en god dag og har allerede spurgt om ikke vi kan gøre det samme næste år 🙂

PostHeaderIcon En tur til tandlægen

I dag var så dagen hvor Sille skulle have fjernet den mælketand, der sad og blokerede for en af hendes “voksentænder”. Hun var i sagens natur ret nervøs og bekymret da hun satte sig i stolen hos tandlægen men hun klarede det superflot. Om aftenen da hun blev puttet sagde hun at “mor havde jo også sagt at jeg skulle stikkes med en nål”. Det kunne far så – til Silles store overraskelse – fortælle at hun også var blevet. Endnu større var overraskelsen da hun efterfølgende sagde: “Men mor havde også sagt at den skulle trækkes ud med en tang!” hvortil svaret naturligvis var at det var den også blevet…

Søg
My Account

Kategorier