Archive for the ‘Rejser’ Category

PostHeaderIcon Cancun – Dag 10 – Tulum

I dag tog vi til Tulum. Det er ruinby, der svarer lidt til Chichen Itza. Blot ikke så velbevaret men til gengæld placeret langt mere idyllisk ved klipperne ud til vandet.

Turen dertil gik ad landevej og tog ca. 1½ time. Underligt nok var hele området langt mere fyldt med boder og turister end det var tilfældet i Chichen Itza.

Vi fik parkeret bilen og på vej til selve ruinbyen så vi  nogen optrædende, der svingede ned fra en høj pæl i hver sin snor, der langsomt blev længere og længere. Adgangen til ruinbyen kostede 57 pesos pr. voksen mens børnene kom gratis ind.

Sikke et imponerede område. Bevares, det var langt mere ruin end by men et utroligt smukt og flot beliggende område. Vi gik gennem den gamle bymur og kom ind til selve ruinerne. Rundt omkring i græsset og på stierne løb der masser af leguaner. Store og små og nogen gange jagtede de hinanden.

Yderst mod kysten kunne man gå ned af en trappe og komme ned på en lille strand. Det gjorde vi og blev alle dyppet i det meget salte altlanterhav. Men skønt med en afkøling, efter at have gået rundt i 30 graders varme i ruinbyen.

Der var generel enighed om, at vi havde badet nok i havet og at alle gerne ville hjem i poolen. Derfor kørte vi hjemad efter besøget i Tulum og fik en dukkert i poolen på hotellet.

PostHeaderIcon Cancun – Dag 9

Endnu en afslappende dag ved poolen. Eneste afbræk var en tur i de to nærmeste shoppingcentre Kukulkan Plaza og La Isla samt en tur på hotellets minigolfbane. Aftensmaden blev indtaget på den meget stemningsfulde mexicanske restaurant Los Gallos.

PostHeaderIcon Cancun – Dag 8 – Isla Mujeres

Så blev det dagen, hvor vi tog til Isla Mujeres, en 8 km. lang ø ud for Cancun.

Efter morgenmaden kørte vi til Puerto Juarez, hvorfra vi tog en lille færge til Isla Mujerez. Dette er så lille en ø, at det foretrukne transportmiddel er små benzindrevne golfvogne, som man ser overalt. Vi lejede derfor også sådan en lille en da vi ankom til havnen i den nordlige ende af øen. Det kostede 600 pesos for en dag for det de kaldte for en stor vogn. Der var to rækker sæder og et lille lad.

Af sted gik det sydpå med fuld gas, hvilket vel betyder noget i retning af 25-30 km/t. Vi kom hurtigt til en af øens attraktioner, skildpaddefarmen. Efter for nogen år siden at have set en skildpaddefarm på Cayman Island var dette en smule skuffende. Blot en 4-5 bassiner med skildpadder, der svømmede rundt. Ingen forklaringer eller guider og ikke noget med at røre skildpadderne.

Vi kørte videre sydpå for helt ude på spidsen at nå et tempel, Templo Ixchel, som er en gammel maya ruin. Der var dog ikke meget at se og vi valgte ikke at gå turen til fods ud til spidsen af øen men nøjedes med at se området lidt på afstand. Vejen forsatte rundt og gik nu nordpå på den modsatte side af øen. Her var ikke ligeså meget at se som på østsiden men dog stadig et fantastisk syn.

Vi nåede den nordlige spids hvor vi parkerede golfvognen og gik ned på stranden. Vi havde taget et par håndklæder med fra hotellet og vi lejede et par solvogne på stranden. Vandet var dejligt behageligt og vi fik alle svømmet og gravet i det fine sand.

Næste stop var en travetur gennem byens marked, hvor man kunne købe de sædvanlige souvenirs. Vi fandt først en hæveautomat og dernæst en restaurant, hvor vi fik en sen frokost. Vi havde egentlig besluttet os for at tage færgen tilbage kl. 17 men da det begyndte at regne valgte vi at skynde os tilbage med vognen og nå færgen kl. 16 i stedet.

Undervejs på vores tur rundt på Isla Mujeres havde vi flere gange set udklædte forsamlinger og hørt karnevalsmusik. Der var flere biler, der kørte rundt udsmykket og med dansere på ladet. Meget underholdende.

Dagens udflugt var meget interessant og især golfvognen var for mange dagens højdepunkt.

PostHeaderIcon Cancun – Dag 7

I dag har vi ikke lavet meget. Er blevet godt solbrændt ved poolen, efter vi måtte tage til takke med solvogne i den bagende sol. Alle de bedste solvogne var naturligvis taget :-)

I løbet af dagen var vi et smut i byen, hvor vi stoppede ved et “Mexican Outlet”. Et skuffende indkøbscenter, præget af butikker med typisk turistskrammel.

Aftensmaden blev indtaget på den italienske restaurant “La Piazza”. Der var overvejende enighed om at den ikke levede op til middagen på “Wayne’s Boots” dagen før.

Der bliver badet i poolen

PostHeaderIcon Cancun – Dag 6

Vi havde bestilt morgenmad gennem room service til levering mellem 7 og 7.30. Den kom lidt forsinket men det betød blot at vi nåede at bestille bord på den italienske restaurant til i morgen.

Vi havde besluttet at tage til Chichen Itza for at se pyramiden, Den Hellige Brønd og de mange templer. Køreturen gik uden problemer og vi kom frem i fin tid inden alt for mange andre turister. Eneste ophold var da en lokal policia undrede sig over at vores udlejningsbil manglede nummerplader både for og bag. Men ved hjælp af lidt Michael Laudrup og Chicharito kom vi videre uden påtale. Da vi ankom til Chichen Itza, undrede vi os en del over at på så stort et historisk sted placerer man en kustode ved indkørslen til parkeringen, der ikke kan tale engelsk.

Selve området, og især pyramiden, var ganske imponerende. Ikke underligt, at netop dette sted er stemt ind på den nye liste over verdens syv vidundere.  Udover pyramiden så vi Den Hellige Brønd, der har lagt navn  til byen, Kranieplatformen, der formodes at have været anvendt til menneskeofringer og en skulptur af regnguden Chaac.

Fra Chichen Itza kørte vi mod Valladolid og på vejen dertil var vi forbi grotten i Cenote Dzitnup. Det var et fantastisk sted hvor man (mod betaling naturligvis) kunne komme til at bade i en underjordisk grotte. Vandet var dejligt og alle nød en dukkert i det kølige vand. Stedet var ikke særligt overrendt af turister, hvilket var dejligt. Ungerne skulle lige overvinde, at der var fisk i vandet før de turde hoppe i.

Fra grotten var vi et kort smut i Valladolid for at få lidt sen frokost inden vi kørte hjemad. Vores GPS havde planlagt en rute for os men da vi, kort efter at have forladt Valladolid, kom til en rundkørsel hvor vores GPS sagde vi skulle ligeud men skiltene viste Cancun til højre, valgte vi at ignorere GPS’en og køre efter skiltene… Big mistake… huge! Vi endte med at blive ledt uden om motorvejen, der havde bragt os frem og i stedet køre igennem en lang række småbyer med en masse – MEGET stejle – speed bumps, der gjorde at man næsten måtte standse helt op for at passere dem. Da vi endelig kom til Cancun blev vi ledt gennem centrum, røg ind i en vejspærring og et større vejarbejde inden vi var tilbage på vores hotel. 1½ time senere end først antaget.

Den sene hjemkomst betød at vi måtte gå direkte til Wayns Boots, hvor vi havde bestilt bord til middag. Det dejlige ved all inclusive er at man jo bare kan bestille det man vil, uden tanke på hvad det koster og om man kan spise op. Vi fik alle forret, hovedret og dessert og masser af drikkevarer. Rødvin til de voksne og alkoholfrie cocktails til børnene. Efter middagen var far lige et smut på tyren og klarede at holde sig ridende i 13 sekunder. Ikke prangende men måske lidt over gennemsnittet. Ungerne var i hvert fald meget stolte af deres gamle far :-)

PostHeaderIcon Cancun – Dag 5 – Nu med bil

Så har vi været her en dag. Og spist næsten uafbrudt…

For ikke at være låst til hotellet havde vi hjemmefra bestilt en udlejningsbil til levering på hotellet i dag kl. 10. Den kom præcist – lige da vi var færdige med morgenmaden. Vi har fået en Nissan XTrail med god plads til alle.

Ungerne (og især Mark) fik en del sol i løbet af den tid, der gik da vi ventede på vores nye værelse. Derfor fik mor købt lidt after sun og smurt dem ind mens far ventede på bilen.

Da vi var på plads med bilen kørte vi en tur ind til byen. Det var mest for at blive bekendt med trafikken og for at se om vi kunne finde ind til centrum. Turen gik fint og vi fandt bl.a. et supermarked med den store frugt- og grøntafdeling som vi kender det fra tidligere rejser. Vi fik købt lidt kage, chips og drikkevarer. Marks chips kostede 2,50 pesos for en stor pose – 1,25 DKK.

Det gik fint med at køre. Vi tog det stille og roligt og fandt godt tilbage til hotellet, hvor vi tilsyneladende kan parkere gratis.

Frokosten bestod af burgers og pasta og det meste af eftermiddagen er gået ved den opvarmede pool med masser af margaritas, daquiris og mojitos.

PostHeaderIcon Cancun – Dag 4

Vores første dag i Cancun. Vi havde fået et værelse, der lå blandt vel omkring 10% af alle værelser, der ikke havde udsigt over pool-området. Derfor spurgte vi, inden morgenmaden, om det var muligt at flytte til et værelse med den gode udsigt. Det var ikke noget problem – blot skulle vi dels rømme vore oprindelige værelse, dels vente på at det nye værelse blev rengjort. Det betød, at vi havde fem timer fra kl. 10 til kl. 15, hvor hotellet havde vores bagage og vi sad og ventede ved poolen mens ungerne badede.

Vi fik en overdådig morgenmad i buffet’en, hvor der var alt hvad hjertet begærer. Sille og Mark fik omeletter mens Molly nød varm chokolade og pandekager ad libitum.

Ved poolområdet er der åben bar fra kl. 10 og snacks i form af burgere, hotdogs, nuggets og nachos når somhelst man måtte ønske det. Dette er naturligvis udover selve frokostbuffet’en, der åbner i restauranten ved middagstid. Desuden er der “cook to order” kinesisk grill og sushi-bar.

Lige nu er kl. 16.15 og vi er rykket ind i vores nye værelse med en bedre udsigt. Ungerne er lige blevet smurt ind i solcreme og er løbet ned i poolen igen – alene.

PostHeaderIcon Mexico City – Dag 3

Sidste dag i Mexico City.

Vi startede med at gå ned og se en udgravning, der blev fundet i forbindelse med noget istandsættelse i byen. Det var relativt dyrt at komme ind, så vi nøjedes med det, vi kunne se udefra.

Morgenmaden blev indtaget på Sanborn’s, der er en berømt restaurantkæde i Mexico. Selve restauranten er udvidet med salg af tøj, ure, kager m.m. Måltidet var glimrende og blev suppleret med nogen frisklavede juicer.

Meget af dagen gik med afslapning inden en tidlig aftensmad blev indtaget på vores “stamsted” Vips men der blev dog også tid til at besøge det, der må være en af verdens største og billigste bagerbutikker. Vi købte otte kager for i alt 20,-. Kagerne var så som så i kvalitet men blot det at udvælge dem blandt så mange kager var alle pengene værd.

Rejsen inkluderede transport fra vores hotel i Mexico City til lufthavnen og vi blev afhentet kl. 19. Det betød godt to timers ventetid i lufthavnen inden flyet afgik. Turen til Cancun gik fint omend vi var noget trætte, da vi kom frem. Vi landede omkring 00.30 og da var der ikke flere offentlige taxaer. Vi blev (naturligvis) shanghaiet af en lokal, der tilbød os at køre os til hotellet for 500 pesos. Vi var de sidste gæster, der checkede ind den dag på Crown Paradise Club og vi lå i vores senge omkring 02.15.

PostHeaderIcon Mexico City – Dag 2

Godmorgen! Klokken er snart 5 om morgenen her i Mexico og vi har været vågne en times tid. Vækket af den forfærdelige danske familie i naboværelset.

I dag skal vi på udflugt til Teotihuacán og Nuestra Señora de Guadalupe (Den Hellige Jomfru af Guadalupes Basilika). Mere om det senere – når dagen begynder rigtigt.

Vi blev afhentet lidt over ni i receptionen af vores guide Marco og skulle på tur med fire utroligt søde canadiere og et par fra Costa Rica. Planen var umiddelbart at tage til basilikaen og derefter til pyramiderne i Teotihuacán. Det viste sig dog, at vi først gjorde holdt ved Plaza de las Tres Culturas (De Tre Kultures Plads), hvor vi så nogen ruiner og et tidligere udenrigsministerium. Vi kørte herefter videre til en sølvsmed, hvor vi bl.a. så hvordan sølvsmeden kunne lave indgraveringer i metal. Selve udskæringen var ganske imponerende og har givetvis krævet mange års erfaring. Sille fik to par øreringe og mor et vedhæng med den Aztekiske kalender.

Herefter gik turen endelig til kirken med basilikaen. Hele området var utroligt flot og meget interessant. Der var adskillige kapeller bygget på et bjerg. Selve kirken var enorm og i midten hang så det billede af Den Hellige Jomfru, der er det mest hellige symbol for alle mexicanske katolikker.

Nu var forventningen at næste stop var pyramiderne, men det viste sig at vi skulle forbi en kombineret stenhugger/tequilafabrik. Her så vi nogen ganske imponerende stenudskæringer og smagte dels ren tequila, men fik også demonstreret hvordan man af en kaktus kan udvinde både papir, fibre til tøjfremstilling samt en primitiv nål og tråd.

Så kom vi til pyramiderne. Vi havde mulighed for både at bestige Solens og Månens pyramide men det var kun Solens, hvor man kunne komme helt op til toppen. Det var en hård omgang af en masse trapper, men alle klarede det – selv Mark, der jo døjer med ondt i foden. Området var flot og der var masser af udgravninger og vægmalerier.

Sidste stop på turen (der nu var godt to timer forsinket) var “frokost” kl. ca. 16.30 på en nærliggende restaurant. Menuen bestod af små skåle med en blanding af okse- og kylligekød, stegt kaktus og skriggrøn chorizo. Dertil var der små tortillas og en stærk sovs. Det smagte dejligt, men var temmeligt dyrt (ca. 1000 pesos = 500 kr. for tre kuverter til os fem til deling).

Endelige hjemme på hotellet igen, 2½ time senere end annonceret, væltede vi omkuld på vores senge i ½ times tid. Vi gik ud og tog en taxa til Plaza Garibaldi, der er en sjov plads fyldt med mariachi bands, man kunne hyre til at spille et nummer eller to. Vi gik lidt rundt og hørte musikken inden vi tog en taxa tilbage til hotellet igen. Den første taxa vi prajede, havde ikke taxameter og ville have 100 pesos for turen. Vi takkede nej og fandt en, der kørte efter taxameter. Der blev prisen for turen under 20 pesos! (100 pesos = 50 kr) Vi gik til slut ud og fandt en is til dessert.

PostHeaderIcon Mexico City – Dag 1

Vi er nu vel ankommet til Mexico City og noget af den første dag er ved at være gået.

Turen var, som forventet, lang men gik fint. På turen fra Amsterdam til Mexico City havde vi booket sæder hjemmefra og kunne ikke få pladser på to rækker bag hinanden men kun med en række imellem os. Det lavede en af stewardesserne dog om på ved at flytte om på to rækker. Fin service fra KLM.

Ved ankomsten til Mexico City gik det gnidningsfrit at få vores bagage. Det var først ved den allersidste kontrol inden udgangen det gik galt. En repræsentant fra familien skulle trykke på en knap, der tilfældigt skulle afgøre om bagagen skulle undersøges. Mor trykkede og lampen lyste rødt :-( Alle kufferter og tasker skulle herefter åbnes og kontrolleres. Det gik dog uden problemer.

Så var vi igennem tolden og inde i landet. Her skulle vi hentes af en chauffør og han kom efter ca. 10 minutter. Turen til hotellet tog ca. ½ time og vi delte minibussen med en anden dansk familie, der skulle bo samme sted. Vores værelse vender ud mod Zocaloen og vi har en storslået udsigt.

Efter at have sovet en noget urolig søvn på en blanding af hårde og meget hårde madresser var vi alle vågne ved sekstiden. Morgenmaden indtog vi på hotellet med en fantastisk udsigt over Zocaloen, der svarer til Rådhuspladsen i København. Efter morgenmaden skulle vi børste tænder og her opstod en mindre krise da far tabte sit tandbørstehoved i afløbet. Der lød et lille “plask” og så var det væk. Vi har derfor købt tandbørster til alle, da det tyder på, at de 110 volt de har her ikke er nok til at lade vores tandbørste op.

Dagen i dag er gået med at se Plaza Santo Domingo, Alameda parken, være på Mercado de la Merced (marked). Vi tog en taqxa tilbage fra markedet til hotellet. En tur, der i Danmark ville koste mindst 100,- Her kostede det 20,36 pesos svarende til ca. 10,-.  Frokosten har vi netop indtaget på Restaurant Vips, der serverer store burgere.

Om eftermiddagen var mor og Sille på shoppingtur, hvor de bl.a. kørte i cykeltaxi.

Søg
My Account

Kategorier
Sille...
...blev født for 12 år og 10 måneder siden.
Mark...
...blev født for 10 år, 10 måneder, og 7 dage siden.
Molly...
...blev født for 9 år, 4 måneder, og 16 dage siden.